Geografi 
  • Hovedstaden (inkl. Nordsjælland)
Kontaktperson 
Telefon 
+45 4121 1326
Jobmærke 
1000156
Ansøgningsfrist 
31-01-2017

MOE er en af Danmarks førende rådgivere inden for Infrastruktur, Byggeri og Design, Erhverv og Bolig, samt Energi og Industri. Vi står bag det ingeniørmæssige design af en lang række store og bemærkelsesværdige projekter i Danmark og i udlandet. MOE er en nordisk koncern i vækst, med ca. 650 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Vordingborg, Aalborg, Aarhus, Fredericia og Oslo, samt med filial i Manila, Filippinerne.

Fagansvarlig konstruktionsingeniør til fremtidens, moderne byggerier

Vil du være en del af en afdeling, der er i førersædet indenfor boligbyggerier? En afdeling, der befinder sig i spændingsfeltet mellem resultatskabelse, bevarelse af den gode indre kultur, tværfagligt samarbejde og innovation. Vil du sætte dit eget præg på din egen fremtid, hvor du får det faglige ansvar for krævende bærende konstruktionsopgaver, bliver mentor for de knap så rutinerede kræfter samt tager teten ifm. de fortsatte spændende projekter og faglige udfordringer? Mulighederne er mange hos MOE.

MOE har travlt og der kommer hele tiden spændende byggeprojekter, der kræver den rutinerede og fagligt kompetente fagekspertise i rådgivningen. Du får en meget central rolle i forretningsområdet ”Renovering & Nybyg”, der bl.a. projekterer store boligbyggerier og samarbejder på tværs af MOEs andre afdelinger alt efter projekternes størrelse og behov, hvorfor du ligeledes bliver involveret i erhvervsbyggerier.

Der er muligheder for nøgleroller i store, brandede projekter som f.eks. Ørestaden Syd med både lejligheder, P-hus og hotel, Sluseholmen og/eller udvidelsen af Rødovre Centrum med 21000 m2. Du får i en meget varieret hverdag både mulighed for rollen som fagansvarlig i totalentrepriser med bygherrerådgivning, nøgleperson både ifm. udbud og tilbudsgivning samt fagansvarlig i udførslen af større projekter.

Du kommer til at referere til afdelingsleder Birger Reitz Clausen. Kendetegnet for ledelsen i MOE er at alle arbejder transparent og er synlige, så det er let at få input og sparring.

Din arbejdsplads bliver MOEs hovedkontor tæt på motorvejsnettet ved Buddinge Station på Ring 3 og den kommende letbaneforbindelse mellem Ishøj og Lyngby. I alt er der 650 medarbejdere i MOE med ca. 400 medarbejdere tilknyttet hovedkontoret i Buddinge, hvor der arbejdes i åbent kontorlandskab. Heraf 90 kolleger i hele divisionen for ”Erhverv og Bolig”. Herudover vil du i et vist omfang have dialog med dine kolleger i Manila. Du tilbydes konkurrencedygtig lønpakke inkl. flekstidsordning, bonusordning samt udbetaling/afspadsering af evt. overarbejde.

Er du den fagansvarlige for bærende konstruktioner, der samtidig dygtiggør andre?

Du arbejder tværfagligt sammen med dygtige konstruktionsingeniører, el ingeniører og tekniske designere, der alle arbejder dedikeret for et fælles mål: At give kunden værdi gennem stærk faglighed og innovation. Du vil indgå i MOEs interne netværk for konstruktionsingeniører.

Dine primære opgaver bliver:

  • Projektering og dimensionering af bærende bygningskonstruktioner for større byggeprojekter inkl. elementbyggeri. Primært for boligbyggerier, men også indenfor erhvervsbyggerier
  • Tilsyn og opfølgning på byggepladsen. Sikre i samarbejde med de andre fagansvarlige, at der er momentum i byggefasen og at aftaler overholdes
  • Sikre kvalitet til rette tid
  • Myndigheds- og kundekontakt
  • At du med din ekspertise hjælper andre til at blive dygtige. Du har lyst til at være mentor og lade dine yngre kolleger lære af dig

Fagligt kompetent bygnings-/konstruktionsingeniør der tager teten

Du er uddannet bygnings-/konstruktionsingeniør (civil- eller diplomingeniør) med solide kompetencer inden for bærende konstruktioner, herunder fundering og geoteknik. Du trives i rollen som fagansvarlig for bærende konstruktioner i moderne byggerier i beton og stål. Du bidrager med et fagligt højt niveau og kan varetage det fagtekniske ansvar i rådgivning i MOEs byggerier. Erfaring med 3D konstruktion og kendskab til digitale værktøjer som Revit eller TEKLA vil være en stor fordel. Ligesom er det en fordel, hvis du har projektledererfaring.

Du forstår at arbejde tværfagligt, sikrer at forretningsgangene følges og byder ind med egne input og forslag til løsning af aktuelle problematikker. Du arbejder med stort overblik og deler ud af din viden og erfaring på en god kommunikativ facon.

Det DNA, der binder MOE sammen:

” Det skal være både sjovt og udfordrende at arbejde for os. Vi har brug for engagerede og fagligt kompetente medarbejdere. Vi har derfor fokus på videreuddannelse, deltagelse i spændende projekter og en lang række personalegoder. Vi har en uformel omgangstone og sørger for gode sociale rammer med sport- og kulturtilbud, årlig ski- og studietur samt hyggelige fredagscafeer og festlige arrangementer”. ”MOE vil være branchens bedste arbejdsplads”.

Noget for dig?

Søg stillingen ved at klikke på ansøgningsknappen, hvor du kan uploade din ansøgning og CV. Du kan også sende dit CV direkte til min mail.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Consultant i Hartmanns Mads Jakobsen på mobil 4121 1326 / mail mads.jakobsen@hartmanns.dk .

Hartmanns varetager rekrutteringsprocessen, hvorfor al henvendelse bedes rettes hertil. Vi indkalder løbende relevante kandidater til samtaler - også inden ansøgningsfristens udløb.

Søg job