CV Fiksering

01. september 2022
Af Susanne Lund, Recruitment Manager 

CV-fiksering kan have fatale konsekvenser for din virksomheds fremtid. 

Fikseres du som leder på det CV, der ligger foran dig i en ansættelsesproces, så risikerer du at prioritere kompetencer over personlighed og udvikling.  I et marked, hvor kompetencer hurtigt forældes, skal du bevare din nysgerrighed i starten af ansættelsesprocessen og kigge efter personligheden og mulighed for udvikling. For både dine ansatte og din virksomhed skal, i det nuværende marked, være forandringsparate.

Fikserer du som leder på CV’et?

Fikserer du som leder på det CV, der ligger foran dig i en ansættelsesproces, så gør du nok som de fleste. Det er jo dokumentation fra kandidaten. Det er menneskers ord på de ting, som de har beskæftiget sig med, deres erfaringer og deres kompetencer sat op imod de opgaver, der skal/skulle løses.
Det er det menneskelige produktblad.

CV’et er det vi rekrutteringskonsulenter sender afsted, når virksomheder efterspørger det. Det er det, vi som rekrutteringskonsulenter læser, og det gælder også for ledere, der skal ansætte og HR-assistenten, der hjælper. Det er det, vi har at forholde os til i starten af en ansættelsesproces.

Tør du ansætte en medarbejder med lidt kant?

Tør du selv ansætte en medarbejder, der ikke har alle de efterspurgte kompetencer, et hul i CV’et eller måske lidt kant? Vi efterspørger i høj grad nye medarbejdere og ser samtidig nervøse på den skrumpende masse af ledige. Dog er vi til stadighed nervøse for at ansætte en medarbejder, der har lidt kant eller mangler lidt kompetencer eller vil arbejde anderledes end de sidste generationer har gjort. 

Hvis vi hele tiden vil have de kandidater, som naboen har lært op, så ser vi aldrig, hvad man ellers kunne have fået. Det kan faktisk have store konsekvenser for en virksomhed, der vil udvikle sig og skal udvikle sig hele tiden. Vi fornyer os ikke på det punkt. Virksomheder, der konstant udvikles og vækster, skal tage et kig op fra CV’et nu. Der er simpelthen ikke plug & play-løsninger til alle.

Bevar din nysgerrighed i starten af ansættelsesprocessen.

Bevar din nysgerrighed i starten af ansættelsesprocessen og kig efter andet end kompetencer. Tænk ikke kun på, hvilke kompetencer, du mangler nu og her, men sæt det lange perspektiv forrest.  Se efter de personligheder, der kan udvikle os og lære os og virksomheden noget nyt. 

Vi ved, at vi er i et marked, hvor kompetencer hurtigt forældes, hvor dagens systemer er bedre end dem, vi anvendte for et halvt år siden – og i morgen er der noget nyt.

Med andre ord så er vi ansat i en virksomhed, der altid skal forandre sig i forhold til omgivelserne, skal dine medarbejder ikke også kunne det?