”Han skal kunne dansk”, sagde lederen - og var frustreret over manglen på arbejdskraft...

Af Anne-Mette Ravn, Adm. Direktør i Hartmanns

 

Lad mig starte med at slå fast, at mange større og mellemstore organisationer er dygtige til skabe multikulturelle arbejdspladser.


Men i forbindelse med rekrutteringsopgaver for både store og små organisationer møder vi stadig ofte kravet om, at den kommende medarbejder skal kunne tale, læse og forstå dansk fra dag 1.

Argumentet er, at virksomhedens koncernsprog, dokumenter, møder mv. foregår på dansk. Respekt for det!

Men i jagten på talent, tårer over manglen på arbejdskraft og omkostninger ved deraf følgende prop i væksten, vil jeg opfordre til, at man vælger at udfordre egne kriterier for nye medarbejdere.

Arbejdsmarkedet er i stigende grad globalt, og adgangen til talent mangedobles, hvis vi åbner op for diversitet sprogligt og kulturelt.

Nu er det sproget, jeg fremhæver her. Det kunne være andre kompetencer, som man er insisterende på at få opfyldt hos sin kommende medarbejder. Hvorved vi selv sætter begrænsninger for det potentielle kandidatfelt.

 

Hvordan udfordrer du dine egne ansættelseskriterier?

  • Fremfor at begynde en rekruttering med at spørge: ”Hvad skal den kommende medarbejder kunne?” Så spørg: ”Hvilke resultater skal skabes i stillingen på kort og lang sigt?”
  • Herefter: ”Hvilke opgaver skal løses i stillingen for at opnå de ønskede resultater?”
  • Og først på 3. pladsen: ”Hvilke kompetencer fagligt og menneskeligt er så nødvendige for at løse opgaverne og skabe resultaterne?”
  • Til sidst: Erkend at ”Det perfekte menneske ikke findes” ;) Vi ved, at når vi ansætter, kommer vi til at gå på kompromis. I stedet for at lade kompromiserne blive styret af finale kandidaterne – så tag selv aktivt stilling på forkant: Spørg gerne på forkant: ”Hvor kan vi gå på kompromis kompetencemæssigt?

 

På denne måde udvider du dine søgekriterier og øger chancen for at tiltrække dygtige medarbejdere hurtigere.

 

Anbefalingen fra et professionelt rekrutteringshus er:

  • Ved at udfordre egne kriterier for kommende medarbejdere øges accelerationen i organisationens udvikling og vækst.
  • Vi må se kommende medarbejdere som en investering på både kort og lang sigt.
  • Hastigheden og omfanget af forandringer er så stor, at vi under alle omstændigheder må investere i nye kompetencer hos medarbejdere løbende og konstant.
  • Vi kan ikke i dag tale rekruttering - uden også at tale udvikling og fastholdelse.

 

Hvad er DIN anbefaling?

Med bedste ønsker om gode rekrutteringer fra Anne-Mette, Hartmanns A/S

PS: Sproget er måske den simpleste investering for hurtigere at tiltrække din nye medarbejder. Der tilbydes nemlig gratis dansk undervisning på landets sprogcentre: Hvis man flytter til Danmark som udenlandsk statsborger, har man normalt ret til gratis danskundervisning i tre til fem år på en sprogskole af eget valg. Alternativt kan man som virksomhed investere i et særligt intensivt sprogforløb.