Anne-Mette Ravn CEO Hartmanns

”Nej, Anne-Mette, vi må ikke lyve"​ sagde en medarbejder til mig...

af Anne-Mette Ravn, CEO i Hartmanns

..sagde en af vores sælgere til mig for nylig, da vi havde en telefonisk sparring om et større tilbud.

(For god ordens skyld – skal det tilføjes, at sælgeren og jeg havde misforstået hinanden om rammerne for en større Newplacement-opgave. Vi grinede af misforståelsen – og skabte selvfølgelig et bundærligt tilbud.)

Men kommentaren fik mig alligevel til at reflektere og i øvrigt svulme af stolthed over, at en sælger i Hartmanns - som jeg ikke har daglig reference fra – pr.automatik siger direkte til sin direktør: ”Nej, Anne-Mette, vi må ikke lyve”.

 

Introducerer vi ordentlighed i organisationen gennem struktur og kontrol - eller gennem kultur?

I en tid, hvor vi forundres over hvidvasksager og anerkendte virksomheders underslæb og bestikkelses adfærd - og hvor det automatiske svar og ”medicin” til ”lyve-sygdommen” er:

  • mere kontrol
  • mere compliance
  • mere rapportering
  • flere regler og procedurer

...vil jeg slå et slag for, at etik, moral og sandfærdighed i enhver organisation først og fremmest reguleres gennem kulturen - og ikke gennem regler og kontrol.

Kulturen skabes gennem ordentlighed i daglig adfærd, handlinger, story-telling og dialoger mellem mennesker i organisationen.

 

Når en sælger "tør" sige til sin direktør, at vi ikke skal lyve, er det fordi, han ved, at:

  • løgne ville være imod vores virksomheds grundlæggende DNA
  • han kan tale frit og udfordre uden negative konsekvenser - men derimod hyldes
  • der ikke eksisterer magtstrukturer, som misbruges
  • han har investeret sine egne værdier dybt ind i virksomhedens værdier
  • organisationen er bygget på et fudnament af tillid mellem mennesker, fremfor på en formel compliancestruktur
  • virksomhedens purpose (formål) rent faktisk i praksis er virksomhedens gennemsyrede mission - og ikke bare "god markedsføring"

Jeg tror ikke, at bankers hvidvasksager skyldes manglende kontrol – eller at XXX virksomheders sager om underslæb og bestikkelse skyldes mangel på procedurebeskrivelser.

Jeg tror, det skyldes, at kulturen og lederadfærden i de konkrete afdelinger over tid flytter linjen for, hvad der er god skik. Etikken og moralen korrumperer langsomt... mens over-menneskeligheden sætter ind.

 

Her et par tanker om, hvordan vi som ledere skaber og fastholder en gennemsyret åben sandhedskultur:

  1. Djævlen ligger i detaljen - også når det gælder lederskab. Vi henføres af store strategiske visioner og præsentationer - det er vigtigt - men vi praktiserer visionerne, når vi er ordholdende i hverdagens små gerninger.
  2. Vi anerkender tydeligt sejre såvel som fejl, og gør det tydeligt i hverdagens dialoger fremfor i pseudosymboler. Stærkest, når vi også tydeligt anerkender egne fejltagelser.
  3. Vi lytter ind i hverdagens arbejdsfortællinger på alle niveauer, og er eksplicit både anerkendende og korrigerende - uden at være dømmende.
  4. Vi "kortslutter" med jævne mellemrum organisationen. Det vil sige, at vi træder ud af den hierakiske struktur og skaber åbne hverdagsdialoger på tværs af organisatoriske lag.
  5. Vi udtaler, at målet ikke helliger midlet - også når vi oplever, at konkurrencesituationen presser os.
  6. Vi handler hurtigt og konsekvent på, hvad der, indenfor organisationens rammer/værdier, er uværdig adfærd.
  7. Vi LEVER vores liv ordentligt 24/7. Altså så medarbejdere kan identificere sig med dig som leder, som du ER som menneske.

Jeg siger ikke, at kontrol og strukturer er ligegyldige - de er nødvendige for at skabe rammer og indsigt. Men de må til stadighed være laveste fællesnævner for den etik og moral, vi som organisationer vælger at stå for.

Som autoriseret arbejdsmiljørådgiver ser Hartmanns ofte, at overskridelse af lovgivningen starter i overskridelsen af magtstrukturer, kulturelle skred og involverer både individer, grupper, ledelse og organisation.

Jeg er meget nysgerrig på, hvad andre tænker om dette emne? Kultur i henhold til strukturers betydning for organisatorisk ordentlighed?

Ps: Jeg har efterfølgende stor-rost sælgeren for hans automatiske reaktion, som han i øvrigt ikke selv kunne huske ;)