Det skal du vide om sexchikane

Hånden på numsen, sjofle vittigheder eller uønskede opfordringer til sex? Hvad kan du sige eller gøre, hvis du selv eller en du kender oplever sexchikane?

Af Ditte Darko, Erhvervspsykolog i Hartmanns

Jeg fik et job på et postkontor
min chef var en dame der ligned’ min bror
men hun var flink og en rigtig makker
og hun gav mig en hånd når vi sorterede pakker.
Men pludselig sagde hun: “La’ pakkerne ligge
nu skal vi frankere, og du skal slikke”
det var en fredag aften, og det var meget sent
og i retten sagde hun, det var venligt ment.

(Shu bi dua, Sexchikane 1992)

 

Sådan lyder første vers i den kendte Shu-bi-dua sang ’Sexchikane’ fra 1992.  26 år efter åbnede #MeToo debatten med mere end 1,7 millioner tweets, Facebook- og Instagramopdateringer. Men selvom vi ’ikke finder os i sex-chikane’ eksisterer der stadigvæk mange gode grunde til ikke at råbe op.

Det er ofte i de ulige magtrelationer, at overgreb finder sted: Mellem vejlederen og den studerende, chefen og medarbejderen, instruktøren og skuespilleren, præsidenten og praktikanten. Den ene har mere magt end den anden til at åbne og lukke de ’rigtige’ døre. Det betyder også, at italesættelse af chikane ikke bare er forbundet med skam – at sætte ord på de uønskede ord eller berøringer kan helt konkret true dit livsgrundlag og din karriere. Modsat kan man måske få noget ud af ikke at sige noget, fx en lønforhøjelse eller andre fordele.

Sexchikane kan være et problem på en arbejdsplads, selvom der ikke kører en sag. I mange tilfælde sker det, at de som oplever uønskede seksuelle handlinger starter med at betvivle deres egen dømmekraft   og føler skam. Den enkeltes realitetsforståelse bliver med andre ord sat under pres. Man kan blive i tvivl fordi den enkelte bliver i tvivl om, man har misforstået noget, eller ligefrem gjort noget galt. Det høje følelsesmæssige pres er belastende, især hvis der er tale om et afhængighedsforhold, der kan gøre det svært at sige fra. Det kan måske ligefrem føles som om, man bryder med solidariteten på arbejdspladsen ved at fremsætte en anklage.

Ifølge Arbejdsmilølovens §9a fremgår det, at ’Ved arbejdets udførelse skal det sikres, at arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af mobning, herunder seksuel chikane.’ Det er derfor  arbejdsgiverens ansvar at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen – til rette tid og på den rigtige måde.

Ifølge arbejdstilsynet opstår mobning og seksuel chikane på alle arbejdspladser og i alle brancher. Derfor bør ledelsen udtrykke klare holdninger om mobning/seksuel chikane. Virksomheden kan eksempelvis formulere en klar politik om at forebygge mobning og seksuel chikane.

Men hvad kan du selv gøre, hvis du selv eller en du kender, bliver krænket?

Hvad er sex-chikane?

Der eksisterer mange myter om mobning og seksuel chikane. For at kunne reagere på seksuel chikane er det vigtigt at vide, hvad det er. Seksuel chikane er en særlig variant af mobning, hvor ‘negative handlinger’ har seksuel karakter. På arbejdsmiljøtilsynets hjemmeside kan man læse at:

”Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem”.

Typiske mobbehandlinger i forbindelse med seksuel chikane er:

  • Uønskede berøringer
  • Uønskede verbale opfordringer til seksuelt samkvem
  • Sjofle vittigheder/kommentarer
  • Uvedkommende forespørgsler om seksuelle emner.

 

Ifølge Ligebehandlingsloven ’foreligger sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed (…) navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

I ligebehandlingsloven er det således ikke nødvendigt, at der er tale om regelmæssige handlinger.

Men vidste du, at seksuel chikane kan berettige den enkelte til en erstatning efter arbejdsskadesikringsloven?

Hvis man har været udsat for en enkeltstående episode af seksuel chikane og er blevet syg af det, er det arbejdsgiverens opgave at anmelde sagen som en arbejdsulykke. Alternativt kan den enkelte få hjælp til at anmelde sagen som arbejdsskade via fagforening, læge eller anmelde det selv.
Hvis seksuel chikane foregår  over en længerevarende periode og medfører sygdom, er det egen læge eller psykiater, der skal anmelde det, som en arbejdsskade. De typiske reaktioner spænder fra svag uro og ængstelse til kronisk stress.

Hvorfor opstår sex-chikane?

Hvad der er accepteret som almindelig kollegial adfærd på én arbejdsplads, kan blive opfattet som mobning på en anden. Mobning kan antage forskellige former i forskellige virksomhedskulturer.

Det er vigtigt at den enkelte arbejdsplads udvikler en organisationskultur med normer og værdier, som aktivt modvirker mobning og seksuel chikane. Det kræver, at hele arbejdspladsen – især ledelsen – har klare og synlige værdier og holdninger, som formidles både i målsætninger, regler og i praktisk handling.

Seksuel chikane bremses ofte ikke, fordi det i starten kan være svært at skelne mellem komplimenter, gemytlige berøringer eller chikanerende handlinger. Det gør det vanskeligt for ofrene at bestemme, hvornår der rent faktisk er tale om seksuel chikane, og hvornår ofrene derfor skal forsøge at sige fra.

Afdelingsledere har et særligt ansvar for at sikre et godt psykosocialt arbejdsmiljø i deres afdeling. Det må derfor sikres, at lederne er i stand til at tage konflikter op og håndtere dem konstruktivt.

·························

Hvordan forebygger man sex-chikane?

Der findes en række initiativer, som kan medvirke til at forebygge mobning og seksuel chikane.

Disse handler typisk om at skabe en række fælles og velkendte normer for den adfærd, som forventes på arbejdspladsen, og den adfærd, som ikke tolereres. Sexchikane er med andre ord noget som bekæmpes kollektivt, og med et særligt fokus på og blik for kulturen på arbejdspladsen.

Derudover er det vigtigt med en ledelse der er klædt ordentligt på til at håndtere mobning og seksuel chikane. Det kan ske ved at øge kompetencen i forhold til arbejdsmiljøarbejde, konflikthåndtering og kommunikation.

Hvis der opstår sexchikane på arbejdspladsen, er det vigtigt at tage det alvorligt – især, hvis en ansat føler sig dårligt behandlet og vælger at fortælle om det.

Samtidig er det afgørende at udvise diskretion både over for ofrene og de som formodes at have krænket– og lad være med at drage forhastede (be)slutninger.

Det er vigtigt at gøre det klart, at mobning og seksuel chikane er en uacceptabel adfærd, som ikke skal foregå. Det kan være en god ide at få parterne – herunder eventuelle vidner – til at beskrive hvad der er sket i stedet for at beskylde hinanden og komme med hårde personvurderinger á la ” han/hun er et klamt svin”.

Som arbejdsgiver er det din opgave at søge løsninger – og ikke at få hævn eller udnævne syndebukke. Mobbesager bør derfor i udgangspunktet mødes med en ikke-straffende holdning, så der ikke skabes nye ofre.
Mobning og seksuel chikane er et fælles problem på arbejdspladsen – men arbejdsgiverens ansvar at tage hånd om.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få gode råd og tips så du er klædt på til arbejdsmarkedet