For meget frihed kan ende i stress

Af Anne-Mette Ravn, adm. direktør i Hartmanns
21. februar 2020

Hold fri, når du har fri. Det er en sætning, vi alle sammen kender, en sætning jeg tit har sagt til mine medarbejdere – men desværre også en sætning, jeg ofte har fået skudt i skoene af mine nærmeste. Vil du ikke lade være med at tjekke din mail og svare på opkald, når du har fri?

I dag er langt de fleste danskere vant til at have en meget rutinepræget arbejdsdag, hvor man møder kl. 8 og tjekker ud igen kl. 16. Freelancere er (endnu) ikke et særligt udbredt herhjemme. Men kigger vi på USA, arbejder op imod 60 procent som freelancere. En tendens, som er i gang med at skylle stille og roligt indover Europa – også Danmark.

Nøgleordet i fremtidens arbejdsmarked

Flere eksperterne spår, at 30-40 procent af arbejdsstyrken herhjemme kommer til at bestå af freelancere inden for en overskuelig fremtid. Fleksibilitet kommer til at være et af nøgleordene i fremtidens arbejdsmarked. Det handler for mange om fleksibilitet, om den frihed der følger med ved selv at kunne bestemme og tilrettelægge sin dagligdag.

I vores virksomhed havde vi f.eks. i en periode ansat en dygtig erhvervspsykolog, der var hos os tre dage om ugen, mens hun brugte de sidste to dage på at udleve drømmen som kunstmaler. Den fordeling betød, at hun havde ekstra mere energi og inspiration, de dage hun var hos os, og hun selv var rigtig tilfreds med sit alsidige liv med plads til det hele.

Et fleksibelt arbejdsmarked er fremtiden, både for arbejdspladsen- og medarbejderen. Vi rådgiver til dagligt om netop det fleksible arbejdsmarked, hvorfor vi selv har ansat tæt på 40 medarbejdere på freelancekontrakter. Dels for at vise vores medarbejdere, at vi er klar til at være fleksible – og give dem frihed under ansvar, dels for at teste fremtiden.

Både plusser og minusser

Hvad er der af fordele og ulemper med freelancere “ansat”? Jeg oplever både plusser og minusser, som giver os konkrete erfaringer til fremtidens fleksible arbejdsmarked. F.eks. har jeg nu mange kollegaer, der selv tilrettelægger deres tid, så de får de løse ender til at hænge sammen i hverdagen.

Men det hele er ikke bare en dans på roser. For selv om det måske lyder åndssvagt, så kan for meget frihed faktisk ende med at blive en stressfaktor. Hvornår har du egentlig fri, når din arbejdsdag ikke har nogen faste rammer, hvornår kan man tillade sig at lade være med at tage telefonen eller ignorere den mail fra chefen, når man nu selv har bedt om at bestemme over ens tid?

Hvis den ekstra frihed og fleksibilitet ikke skal ende med at blive en bjørnetjeneste for medarbejderne, kræver det, at man som virksomhed sætter nogle helt klare grænser, ellers – tro mig – ender det i stress.

Min opfordring til alle jer, der sidder med ledelse og personaleansvar er: Få klarlagt, hvor fleksible, I egentlig har tænkt jer at være, få styr på, hvor stor en grad af frihed, I vil acceptere. Få en plan gjort klar, så I har en holdning til medarbejdere, der ikke er så fast bundet som i dag. For freelancerne kommer. Så sørg for at være forberedt ellers er der ingen, der ender med at holde fri, når de har fri.

Publiceret i Nordjyske Stiftstidende og Fyens Stifstidende

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få gode råd og tips så du er klædt på til arbejdsmarkedet